Andalusien

Lorcas statue i Madrid. Wikimedia Commons

Lorcas statue i Madrid. Wikimedia Commons


Andalusien er den sydligste region i Spanien med Sevilla som regionens hovedstad.

Der lever over 7 millioner i Andalusien, som stammer fra det arabiske “al Andalus”, som var navnet for den sydlige del af Den Iberiske Halvø, der var under arabisk/muslimsk styre 711-1492.


Her levede den spanske digter, poet og dramatiker Federico García Lorca, der blev født 5. juni 1898 og døde 19. august 1936. Lorca regnes for en af de største personligheder i spansk litteratur.

Han levede en årrække i en eksil i New York og vendte tilbage til Spanien i 1930, hvor han blev henrettet i 1936 af den fascistiske Falange-milits.

Under diktaturet i Spanien (1939-1975) var Lorcas værker forbudt.

Man ved ikke med sikkerhed, hvor liget af Lorca blev begravet.


Det er som så meget andet et rent tilfælde, der fører til et mindre eller større mirakel i ens liv. Jeg arver et ældgammelt landhus i Spanien efter min far i 1983, som det viser sig har været hjem for digteren Lorca.


Huset var ved at falde sammen, så jeg henvendte mig til en lokal murer i landsbyen Bayacas, der lå lige nede på bjergskråningen mod den evige sne på toppen af mit (og Lorcas) udsigtsbjerg lige over for.

Mureren Evaristo fortalte mig, at husets tag skulle have nye “canás”, de bambus, der voksede på skråningen ved kilden “El Pollo de Dios”, eller “Guds Stenstol”.

I det hele taget var der mange problemer ved dette gamle hus, der nærmest var bygget af bambus, en lokal jord/lerart, “launa”, og de klippestykker, som man for mindst 500 år siden havde taget fra bjerget.

Under dette renoveringsarbejde kommer jeg i kontakt med en lokal “herremand”, der en dag, mens han serverede spejlæg med ristede hvidløg for Ulla og mig, efter vi havde været ude at ride i bjergene på nogle af hans andalusiske fuldblodsheste, spurgte om jeg vidste, at huset havde været bopæl for Don García Lorca engang i 1930erne!


Jeg var målløs, og troede, det bare var rygter, til jeg en dag læste det i en lokal turistguide: “Lorca boede i huset og skrev nogle skuespil dér i 1930erne”.

En søndag i maj, mens de gule kaktusblomster blomstrede udenfor kom der nogle “Lorcapilgrimme” og spurgte, om de måtte se huset, hvor Lorca havde boet, og jeg gav dem med en underlig fornemmelse, (da jeg først selv var blevet klar over rigtigheden i alt det med Lorca) en “guided tour” til stuen med bambusloftet og ildstedet, hvor Lorca havde siddet, loftsrummet, hvor man opbevarede majs og skinker, køkkenet med hvidløgsrankerne og den tørrede peberpølse, der hang i loftet, terrassen, med sorte skifersten, hvor Lorca med stor sandsynlighed havde siddet og skrevet i måneskin, mens cikaderne sang etc. etc….


Min far havde ikke anet, at han havde købt Lorca hus – eller i det mindste det hus, der var arbejdssted for Lorca i en tid.

Jeg havde i årevis skrevet mine spanske digte, der blev til digtsamlingerne “Dyret brænder”, “Søndag med skorpioner” og “Lorcas hus” m.fl. lige her, uvidende om det lille mirakel, jeg ved tilfældet var blevet del af, når ilden knitrede fra oliventræet på ildstedet, gekkoerne kravlede på mine vægge, eller jeg skød rotter i skumringen på de store kaktusplanter, spiste krydrede retter og drak vin med min elskede, eller når den gule kæmpesnog kravlede forbi i det visne græs under de blomstrende mandeltræer i eftermiddagssolen…

Lorca havde også oplevet og sanset en del af dette…