Sammenstød

Det tegner ellers godt,
hjernens grå gnom melder
til søvnens sorte dværg:
– Send magnolier i cellofan!

Et gardin flagrer,
eller er det en hund, der gøer?
Et underjordisk bjerg åbner sig
i et blæsende syn.

En bil havarerer mod en gammel mur.
– Det brænder, det brænder!
Vi flygter bort
som skræmte dyr.

Dér står vi så på afstand og ser
vore kroppe vaske sig ud,
de to hjerner med dræn.

– Nu er vi endelig nået så langt.
Nu er det hele overstået.
Var det så slemt!

Først trykt i: Gjedsted, Rolf. Under regnen. Kbh.: Gyldendal, 1989.