Forårsdigt

Ud af det mest stille
i stilheden opstår nye fugle.
Ud af revner i det synlige
skimtes det usynlige nu i solen.
Det er pludselig blevet forår.
I parken folder skrigene sig ud
på alle statuernes pander.

Lyset vælder frem.
Den vanvittige hilser den ny dag
med et ocean af drømme
og en lille knivspids fortrydelse.
På pladsen bløder det sort
fra alle sårene i husene
og det krakelerede marmor.
Du er endelig kommet fri
af endnu en vinter
og mørket i de andre,
som du genkendte fra dig selv.

1998