Malerier

Et maleri
Et maleri
Et maleri
Et maleri
Et maleri

Hvad er egentlig et maleri, og hvorfor er der nogen mennesker, der føler en brændende trang til at fremstille dem, og hvorfor er der endnu flere, der føler en lige så stor trang til at besidde dem?

Fordi maleriet har noget at gøre med de uartige og storladne ord:

“Menneskets sjæl”!


Hvorfor?


Det var en abstrakt og “menneskelig” tankegang, og trang, der fik de første mennesker til at male på væggen i hulen eller på klipperne i den fri natur.

De malede det, der optog dem mest: Jagten i alle dens aspekter, og ikke mindst dem selv! De føjede deres eget til naturens værk.

Denne trang har jeg selv haft så længe, jeg husker. Der var magi i at sidde og klippe og klistre og tegne og skrive de små eventyrbøger, jeg forfærdigede engang som femårig. Og der er næsten den samme magi for mig som 59årig i at male på et stykke hvidt stof, eller skrive mine bøger. Jeg har faktisk aldrig gjort andet i hele mit liv.


Engang tegnede jeg trolde, naivistiske ting, men jeg malede samtidig helt abstrakt med samme fornøjelse.

Jeg kan huske, at jeg som 18årig stod og lavede abstrakte emaljearbejder med en nuværende kendt guru, der vist dengang hed Jørgen Drejager.

Jeg kan huske, at jeg lå på mit gulv halvt bevidstløs af at pøse terpentin og andre farlige ting på et lærred med sølvpasta og kultegning etc….

Jeg fremstillede solsort på denne måde, nærmest kubistisk. Den kunne min daværende svigerfar, Ole Wivel, vældig godt lide.

Jeg kom snart i forbindelse med Wiig Hansen, Hjort Nielsen, Niels Reumert, Sven Hauptmann, Skotte Olsen, Kurt Trampedach, og ikke mindst Wilhelm Freddie, som jeg alle havde noget til fælles med, og de med mig, og vi sås i en årrække privat, og levede vort bohemeliv på Københavns barer, og lavede mange ting sammen: Bogomslag, digte til aviser, radiointerviews om, bl.a. surrealismen, (med Freddie og digteren Uffe Harder).


Jeg følte mig i en årrække mere hjemme med malerne end sammen med digterne, ligesom Ole Sarvig havde gjort det med Jorn, Appel og Carl-Henning Petersen.

Ole Sarvig var min gode ven, og vi talte meget om kunsten, ikke mindst Edvard Munchs kunst, der optog os begge.


Og mine to “fætre”, eller hvad man nu skal kalde det, altså rent stilistisk: Jens Birkemose og Per Kirkeby.

Per lavede seks af mine bogomslag og jeg spillede franciskanermunk i hans film “Normannerne” efter hans eget ønske – guderne må vide hvorfor?

Jens Birkemose og jeg har, bl.a. delt mange ungmøer i vore mere vilde dage på Café Sommersko og Café Dan Turell.


I 1994 tog jeg et par af mine egne lærreder under armen, og besøgte Galerie Knud Grothe, der velvilligt udstillede dem flere gange.

Det blev også til nogle store udsmykninger af Finansrådets Hus og Skodsborg Kurhotel & Spa med flere.

Du kan se flere af mine malerier i galleriet her.